Bertel SØRENSEN

  Generelle notater:

FT-1840, Ribe, Vester Horne, Oksby, Oxbye, En Gaard, 35, C8791
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Bertel Sørensen 38 Gift Gaardmand og Fisker
Else Pedersdatter 38 Gift Hans Kone
Peder Johnsen Bertelsen 5 Ugift Deres Børn
Søren Bertelsen 1 Ugift Deres Børn
Mads Nielsen 19 Ugift Tjenestekarl
Ane Larsdatter 43 Ugift Tjenestepige


Søren Povelsen og Sidsel Berthelsdatter af Øster Oksby deres søn til dåben kaldet: Berthel, Berthel Christensens kone af Oxby bar barnet, Faddere var: Berthel Christensen af Oxbye, Anders Nielsen, Christen Berthelsen og Maren Povelsdatter af Øster Oxbye.
Oksby kirkebog 1813-1836 C 555-14 kort 3/7 side 29:
Vidnesbyrd ved konfirmationen var: god.

I sine yngre dage sejlede Berthel som styrmand, senere findes han som sognefoged og husmand i Oxbye.

Oksby kirkebog 1837-1847 C 555-15 kort 4/9 side 165:
I Oksby kirkebog står skrevet ved Berthels død. citat start- "Alle De fra NO.46 til NO.67 forulykkedes i en Storm på Havet, efter at De i Forening d. 23. Novbr. med alle De andre Fiskere af Oxbye, Blaavand og Vandflod var gaaet ud for at komme et omdrivende Skib til hjælp. Forsaavidt De er fundne ere De begravede på de anførte dage."- citat slut.
Desuden findes der et hefte skrevet af Sognepræsten i Ho-Oksby J. Andreasen, hvor redningsauktionen beskrives.

Her er historien:
INDL EDNING.
Under mine første Besøg hos Beboerne her I Pastoratet hørte jeg af og til nogle Fortællinger om den frygtelige Ulykke, der fandt Sted paa Kysten ad for Blaavand den 23. og 24. November 1843, hvorom den lange Navneliste i Oxby Kirke­bog jævnlig havde mindet mig, naar jeg af en el/er anden Grand horn til at blade i de Aargange. Men der var altid delte utilfredsstillende ved disse Fortællinger, at de aldrig stemte overens, og at det altid hun var nogle ufuldstændige Brudstykker, jeg kunde faa fat paa. Og bedre gik det ikke, da jeg begyndte at lede om Optegnelser / Årbøger, topo­grafiske Skildringer og lign. Ogsaa her herskede den samme Uoverensstemmelse, Usammenhæng og brudstykkeagtige, som hun han vække Utilfredsstillelse hos Læserne. En Skildring af Overlærer J. Olsen, Varde, I Ribe Amts historiske Aarbog for 1905 (,,Fra Ribe Amt”) viste sig ikke blot at være højst mangelfuld, men tillige højst urigtig. Den gamle kendte Lærer fra Askov, Morten Eskesen, der omtaler Ulykken / sin Bog ,,Minder og Udsigter fra 40 Aars Skoleliv”, da han net op kort efter Begivenheden blev Lærer I Vejers, har ligeledes hun fortalt meget lidt derom, og heller ikke dette stemmer med det øvrige. Og bedre gik det ikke med forskellige andre, der alle syntes nedskrevet efter Folks mundtlige Fortællinger en Menneskealder eller mere senere.
Undertiden skimtede man ogsaa - og ikke mindst igen­nem de mundtlige Fortællinger -- ved hele Affæren noget af den Slags Mystik, som pirrer og vækker ens Interesse efter at komme til Bands i Sagen og om muligt faa afsløret My­steriet.
Jeg besluttede mig da til at oplede alle de skriftlige Ef­terretninger, jeg kunde faa fat paa, og særlig da det, som var nedskrevet straks efter Ulykken, for om muligt at faa dannet et nogenlunde sikkert Billede af det passerede.
Dette tror jeg er lykkedes, særlig ved Hjælp af Med­delelserne i den eneste Avis, der paa de Tider udkom her i Amtet, nemlig ,,1?ibe Stiftstidende”.
Hen finder jeg ogsaa et Ordskifte om Oprindelsen til de omtalte mystiske Hentydninger, som har holdt sig blandt Efterkommerne lige til vore Dage.
Men er det end saa nogenlunde sikkert, at det her frem­førte er et pålideligt Bilede, saa er det ingenlunde et saa fyld i g t Billede, som kunde ønskes. Thi for det første blev Pennen Jo ikke benyttet nær saa meget den Gang som nu; man nøjedes med de mundtlige Fortællinger. Derfor findes den kun meget lidt .skrevet fra Aaret 1843 om Ulykken. Derimod er der nok en hel Del, der er skrevet senere, men alt sammen efter Folks Fortællinger, og disse viser sig upaa­lidelige. Og for det andet har jeg ikke villet medtage andet, end hvad der kunde anses for stemmende med Virkeligheden, Derfor er det efterfølgende hun en ganske kort skematisk Fremstilling af det passerede. Men til Gengæld haaber jeg, at det skal kunne staa for Historiens kritiske Domstol.


OM STRANDINGEN
DET VAR I AARET 1843

Paa Kubas Nordside ligger Byen Matanzas som Hoved­staden for den store Sukkerindustri, der netop særlig har sine rigeste og frugtbareste Marker paa den Del af øen.
Fra Matanzas Havn styrede Mængder af Skibe ud til alle Verdens Havne, ladet med det saa eftertragtede kubanske Sukker.
Den 18. September 1843 forlod Skonnerten "Castle Tioram” Matanzas Havn bestemt for Hamborg med 380 Kister raa Suk­ker. ,,Castle Tioram” var hjemmehørende i St. John paa New­foundland og førtes af Kaptain Fox. Den 6. November løb Skibet paa Grund at Havari ind i Plymouths Havn, hvilken Havn den igen forlod den 18. No­vember og styrede med gunstig Vind ad Helgoland til. Men her blev Skibet den 21. November overfaldet af en stærk syd­sydvest Storm, som drev det Nord paa, saa det den 22. No­vember befandt sig ved Revshorn, hvor det kastede Anker paa 7'/2 Favne Vand, hvorefter Masterne blev kappede, idet Stor­men blev ved at rase uforandret hele Natten mellem den 22. og 23. November.


KYSTBEBOERNES
REDNINGSFORSØG

Horns Rev bar alle Dage været et meget farligt Rev. Det strækker sig over 4 Mil ud fra Kysten, og i de Dage var der intet Fyrskib paa Revet, ligesaalidt som der paa andre Maader var sørget for, at Skibene kunde blive ti1strækkelig varskoet. Mangen en brav Sømand har da ogsaa i Tidernes Lob fundet sin Gray her, ligesom der igennem Aarene er strandet en Mængde Skibe og drevet uhyre Masser af strandet Gods i Land paa de Kyster.
Det er da heller ikke mange Steder her i Landet, der er stillet saa store Krav til et uforfærdet og dygtigt Rednings­mandskab som her. Paa Grund af Bølgernes styrke Brydning over Revet har det ofte været forbundet med stor Livsfare for Redningsmandskabet at naa ud til de strandede Skibe, der jo tit laa langt til Sos paa Grund at det stærkt fremspringende og langstrakte Rev.
Derfor var der altid Alvorspræg over Befolkningen, naar Stormen rasende sled i deres smaa lave Boliger og hvirvlede Klitternes Sand højt op m Luften og langt ind i Landet, medens Havet brølende sendte sine Kaskader af Vand ind mod Kysten, ja langt op imellem Klitterne. Man var Jo saa vant til, at Pligten ved saadanne Lejligheder kunde kalde deres stærkeste Mænd ud til en Dyst med selveste Døden.
Den 23. November blev en at de sværeste Dage for Red­ningsmandskabet m Oksby.
,,Ribe Stiftstidende” udkom i de Tider kun hver anden Dag og var kun en ren Miniatureudgave i Forhold til dets nuværende Størrelse. Mandag den 27. November og Onsdag den 29. No­vember havde Bladet allerede halt et Par foreløbige Meddelelser om Ulykken. Ogsaa disse er mangelfulde og præges at Usik­kerhed. Det er ti1fæ1dige Rejsende, der bringer Bladet Nyheden. (Telefonen eksisterede Jo ikke). Men den 1. December kommer der saa en fyldig og sikker Meddelelse, og der er ingen Tvivl om, at det er Pastor Jensen i Ho og Kammeraad Chr. Grooss i Oxby, der denne Gang er Bladets Kilde. Jeg giver derfor Ordet til ,,Ribe Stiftstidende” for 1. December 1843 og lader samtidig en i samme Nummer at Bladet indrykket Opfordring fra D'Hrr. Byfoged T. Qvistgaard i Varde, Kammeraad Grooss
i Oksby og Pastor J. Jensen Ho til at komme de nødlidende Efterladte til Hjælp aftrykke.
Bladet meddeler, at det nu har sine Oplysninger fra ,en fuldkommen paalidelig Kilde”; og den er da ogsaa i Overensstemmelse med de tre nævnte Herrers kortfattede Meddelelser i Opfordringen.
,,Efter en frygtelig Sydvest-storm, der havde raset hele Natten med Hagl, Torden og Lyn, opdagedes Morgenen den 23. November fra Blaavand lidt Syd for Revshorns Grunde, omtrent 2 Mile fra Kysten, ved Hjælp af Kikkerter et Vrag uden Master med opsat Nødsignal. Da det derfor var sand­synligt, at Mandskabet endnu var ombord, og da Vejret meget havde lagt sig, ansaa man det for muligt at bugsere Vraget mod i Fanø Havn, da dette under lignende Omstændigheder forhen gentagne Gauge var udført med Held. Alle tilstede­værende Fiskerbaade, 10 i Tallet, blev nu bemandede; i den først afgaaende steg Toldkontrolløren, Kammeraad Grooss, for ved sin Deltagelse at opmuntre Kystboerne, og, om fornødent, virke som Mæg1er og Tolk mellem dem og Skibsmandskabet.
Ved Ankomsten til Skibet fandt man, at det var en Skon­nert, ved Navn "Castle Tioram”, hjemmehørende i St. Johns paa Newfoundland; det kom fra Cuba, var ladet med Sukker, bestemt til Hamborg og førtes af Kaptain Fox. Denne indsaa, saavelsom Stedets Lods, der var medfulgt, og Hr. Grooss, at det for øjeblikket, da det var Ebbetid, ikke var muligt at fore Skibet nærmere op mod Graadyb (Indløbet til Fanø). Men da det laa og drev i svær So, besluttedes ved Baadene at bugsere det ind i mere smult Vand. Det blev nu saaledes fort ind paa 8 Favne Vand og ankret der, hvor del, som Vejret da var, laa nogenlunde godt. Da Mørket imidlertid begyndte at melde sig, og det tog til at blase op, var det høj Tid for Baadene at søge til Land; man tilbød Kaptainen at fore ham og Mand­skabet i Land; men efter en Konferense med Styrmanden, be­stemte han sig til at forblive Natten over paa Skibet, og efter hans Begæring forblev Lodsen med sin Baad og 6 Mand hos ham. De øvrige Baade maatte nu krydse mod Land. Da Mørket faldt paa, blev de 9 Baade skilt fra hinanden. Vejret blev stedse heftigere, og hen paa Aftenen var det en fuldkommen Storm fra Sydvest, Efter flere Timers møjsommelig Sejlads mellem Grunde og Brændinger under idelig Livsfare, lykkedes det først den Baad, hvori Kammeraad Grooss var, at komme i Land over 1 Mil Nord for Blaavands Huk mellem Kl. 9 og 10; længere ud paa Natten naaede under stor Anstrengelse 4 andre Baade Landet uden Mennesketab, en femte fik en Mand kastet over Bord i Brændingen. Men de 3 øvrige Baade for­ulykkedes aldeles med hele Besætningen, 20 Mand. Ved den voldsomme Storm ud paa Natten kom Skibet i Drift for sine Ankre og strandede mod Morgenstunden en Mil Nord for Huk­ken i Vejers Strandlehn. Men da Lodsbaaden om Natten var dreven bort, og det først langtud paa Formiddagen blev muligt at skaffe en Baad til Veje, og Søerne imidlertid ideligen gik over Skibet, saa omkom Kaptain Fox og to af Lodsens Folk af Kulde og Udmattelse.
Saaledes berøvede denne ulykkelige Begivenhed 23 at Kystboerne Livet, alle af Oksby Sogn, og 18 blandt dem Familiefædre.
Den Sorg og Jammer, denne Ulykke har udbredt over hele Sognet, er ubeskrivelig, som ogsaa den Nød og Elendig­hed, hvori de fleste af de ulykkelige Familier er styrtede, der saa pludselig er deres Forsørgere berøvede. Noden er for stor og for udbredt og Sognet for fattigt til, at det selv ved egne Kræfter kan afhjælpe eller blot lindre den. Men vi stole sikkert paa, at velgørende Mennesker ville komme den saa haardt hjemsøgte Egn til Hjælp ved virksom og, hvad der er af stor Vigtighed, ved hurtig Bistand.” Umiddelbart efter denne Redaktionsmeddelelse læstes i samme Nummer af Ribe Stiftstidende (uden nogen Overskrift):
,,Natten mellem sidste Torsdag og Fredag ramtes Byerne Oksby, Blaavand og Vandflod i Oksby Sogn af en stor og mere end almindelig Ulykke, idet ikke mindre end 23 Mænd og unge Mennesker at bemeldte Byer tilsatte Livet paa Havet i det Uvejr, som rasede samme Nat. I den Hensigt at komme et Skib til Hjælp, som om Eftermiddagen saas uden Master


et Par Mils Vej fra Kysten, var saa godt som alt Mandskabet at ovennævnte 3 Byer i Magsvejr stukket i Søen; men snart rejste sig en Storm, som nødte dem til at vende tilbage fra Skibet, og medens nogle af Baadene lykkelig kom igennem Brændingerne, forliste 3 totalt med 20 Mennesker, 1 Mand kastedes af en Sø ud af en anden Baad, og 2, som tillige med nogle flere var bleven tilbage i Skibet, omkom i samme. Af disse 23 Døde, vare 18 Familiefædre, og foruden flere andre, blev 39 uforsørgede Børn saaledes paa én Gang faderløse. Jammeren og Sorgen er stor, og flere at de Enker, som sidde med de fleste uforsørgede Børn, befinder sig i yderst trange Kaar.
For at bevæge medlidende Medborgere tul at række de Nødlidende en hjælpsom Haand, have undertegnede bragt dette til offentlig Kundskab og paataget sig at modtage, hvad der goddædig maatte ydes for i Forening med een eller to Mænd af de Skadelidtes Midte efter bedste Skønnende at uddele det, hvorfor i sin Tid offentlig Regnskab skal blive aflagt. I Ribe vil Hr. Adjunkt Adler modtage, hvad Nogen vi bidrage til at afhjælpe Noden, og tilstille undertegnede samme.
Dhrr. Avisredacteurer anmodes om at optage disse Linier i deres Blade, og at tilsende medundertegnede, Qvistgaard, hvad de maatte modtage at goddædige Gaver. Det tilføjes, at Mandskabet af det forulykkede Skib, som havde hjemme i Newfoundland og var bestemt til Hamborg, om Morgenen efter Ulykken blev bjerget paa Captainen nær, som var død om

Natten ombord paa Skibet.
Varde, Blaavand og Hoe, den 27. November 1843.

T. Qvistgaard,
Overauditør, Byfoged i Varde og Herredsfoged 1 0. og V. Herreder.

Chr. Grooss,
Kammeraad, Sandllugtskommissair og Strandtoldkontrolleur.

J. Jensen,
Sognepræest for Hoe og Oxby.


I næste Nummer af ,,Ribe Stiftstidende”, dateret 4. De­cember 1843 meddeler Adjunkt Adler, at der til ham er an­kommen 53 Rbd. 16 Sk. og 1 Dukat. Den 6. December er der ligeledes kvitteret for et lignende Beløb (men ikke talt sammen). Den 8. December kvitteres for 127 Rbd. 5 Mk. l2æ/æ Sk. Den 11. December kvitteres for 188 Rbd. 31/5 Sk. Den 16. December 238 Rbd. 1 Mk. l42/æ Sk. og 1 Dukat foruden den kongelige Gave paa 300 Rbd. Herr Grooss meddeler i samme Nummer, at han har modtaget 153 Rbd. r. S. og 1 Dukat samt Løfte paa noget Korn m. m. Den 18. December kvitteres for en Sum paa 250 Rbd. 5 Mk. 8 Sk. og 1 Dukat. Den 22. December 271 Rbd. 5 Mk. 111/5 Sk. 1 Dukat (Adler). Samme Dag 247 Rbd. 2 Mk. 31/5 Sk. r. S. (Grooss). Den 27. December 304 Rbd. 1æ/æ Sk. 1 Dukat (Adler). Samme Dag tindes Kvittering for 653 Rbd. 1 Mk. 1æ/æ Sk. S. Ligesom der med­deles, at der fra ,,Fædrelandet” kom 350 Rbd.
Den 29. December meddeler Grooss, at han yderligere har modtaget godt 117 Rbd.
Om disse Kvitteringer bemærkes, at det er vanskeligt at skelne imellem, hvilke Summer, der betegner Specialsummer, og hvilke der er Totalsummer, men de indkomne Beløb tyder i alle Tilfælde paa, at der bar været stor Medfølelse med de skadelidte; og Pengebidragene er, i Betragtning af Tidens knappe Pengeforhold og Pengenes høje Værdi, I Virkeligheden ret betydelige.



Dem der omkom

1. Bertel Sørensen, Sognefoged og Gmd. i Oksbye, Søn af Søren Povlsen, født i østeroksby, 41 3/4 Aar, begr. 30/11 43.
2. J e s P e d e r s e n, Gmd. i Ø. Oksbye, Søn af Peder Jessen, født i Oksby, 501/2 Aar, begr. 30/11 43.
3. J e n s J o s i a s e n, Hmd. og Søfarende i Ø. Oksbye, Søn Josias Jensen, født i Hoe, 24 1/4 Aar, begr. 30/11 43.
4. Povel Søren Jensen, Gmd. i Ø. Oksby, Søn at Jens Sørensen, født i Ø. Oksby, 34 3/4 Aar, begr. 3/12 43.
5. Niels Andersen Frandsen, Gmd, i Oksby, Son af Frands Jessen, født i Oksby, 48 Aar, begr. 3/12 43.
6. J e n s C I a u s e n, Aftægtsmd. og Strandfoged i Oksby, Søn af Claus Nielsen, født i Hemmeth Sogn, 66 3/4 Aar, begr. 6/12 43. Enkemand.
7. C h r i st e n J e s s e n, Gmd. Jes Christian Olesens Son i Sønd. Oksby, født s. St., 17 1/4 Aar, begr. 6/12 43. Ugift.
8. Hans Christian Bondesen, Gmd. i Vandflod, Søn af Bonde Christensen, født s. Sted, 36 ½ Aar, begr. 10/12 43.
9. K n u d C I e m e n s en, Gmd. i Ø. Oksby, Søn at Clemen Knudsen, født i Mosevraa, 52æ/æ Aar, begr. 10/12 43.
10. N i e 1 s H a n s e n, Gmd. i Ø. Oksby, Son at Hans John­sen, født s. Sted, 32'/æ Aar, begr. 10/12 43.
11. Anders Christensen, Gmd, i Ø. Oksby, Søn af Christen Pedersen, født 1 Sønd. Oksby, 38'/4 Aar, begr.
10/12 43.
12. John Hansen, Gmd. i Ø. Oksby, Son af Hans John­sen, født s. St., 41 1/2 Aar.
13. N i e 1 s P e d e r N i e I s e n, Gmd. i Ø. Oksby, Son at Niels Nielsen, Tane, født s. Sted, 33'/æ Aar, begr. 8. Juli 1845.
14. Niels Nielsen Pedersen, Gmd. i Oksby, Søn at Niels Pedersen, født s. St., 58 Aar.
15. Søren Jensen Hvidberg, Gmd. i Oksby, Søn af Jens Laugesen, født paa Hvidberg, 461/2 Aar, begr. 2. Fe­bruar 1845.
16. Hans Johnsen den Yngre, Gmd. i Ø. Oksby, Søn at John Juulsen, født i Nørre Oksby, 59 1/2 Aar.
17. Hans Christian Lauridsen, Hmd. i Ø. Oksby, Søn af Laurids Hansen, Roustberg, født i Ho, 49 1/4 Aar.
18. Søren Spangsberg Bondesen, Gmd. i Blaavand, Son at Bonde Sørensen, født s. Sted, 28æ/4 Aar.
19. Søren P e d e r s e n, Ungkarl i Blaavand, Son at Peder Sørensen, født s. Sted, 15'/4 Aar, begr. 10/3 1844.
20. Christian Lorents Hansen, Snedkersvend i Nr. Oksby, Son af Hans Christian Lorentsen, 23'/4 Aar. Ugift.
21. Jens Sørensen Friis, Aftægtsmd. I Sdr. Oksby, Søn at Søren Jensen, født paa Blaavand, 63 3/4 Aar. Enke­mand. Begr. 13. Sept. 1844.
22. Ni el s Ad s e r s en, Tjenestekarl i Oksby, født i Aal Sogn,
23 ½ Aar, begr. 15/9 1844. Ugift.

Der fortælles om Nr. 13, Gaardmand Niels Peder Nielsen at Ø. Oksby, der først drev i Land 1845, at han først blev begravet paa ,,a Kapel”, ,,da Enken Ane Backensdatter, ikke kendtes ved ham. Liget var naturligvis ogsaa kommen i Land i en ret ukendelig Tilstand. Men da en Arbejdsmand fik fat i den afdødes Benklæder, fandt han der en Kniv og en Skraa­tobaksdaase, som han kendte, og saa blev Liget gravet op og begravet paa den rigtige Kirkegaard.”
Lige til 1850 blev de Lig, der blev begravet paa, a Kapel”, nedsænkede uden Kiste og uden noget som helst ikke engang omvundne med et Stykke Lærred eller Sejldug. Og da de ikke kom ret langt ned I Jorden, skete det ikke sjældent, at Rævene gravede sig ned til dem. Saa var der endelig en behjertet Mand, som fandt paa at lave en Kiste af raa Brædder til en Strandvasker, som han havde fundet, og efter den Tid blev det almindeligt at lave i det mindste en simpel Kasse til at nedsænke Ligene i. Det var jo kun Strandvaskerne, man begravede paa a Kapel”.
Den gamle Kirkegaard, aKapel” findes endnu, men den bruges ikke mere. Muligvis laa her Oksby første Kirke, men derom kan intet Bevis føres.







IDIET JæTIæliEæ1E
ved Affæren, hvortil Fortællingerne undertiden hentyder, kom­mer ogsaa frem i, ,Ribe Stiftstidende”. I Bladets Meddelelse
den 29. November om Ulykken føjes der til i Slutningen, ,De sørgeligste Beretninger i Anledning af denne Stranding er I Omløb; og hvis de er sande, hvad vi dog ikke haabe, da kan man med Sandhed sige, at de Forulykkede er faldne i den Grav, de tilberedte for andre”.
Saavidt Bladet; hvorledes Rygterne er opstaaet og baaret videre til pressen, kan ikke ses, hverken af Polemikken i ,,Ribe Stiftstidende” saa lidt som i nogen af de andre Kilder, der har staaet til min Raadighed. Men naar man kender lidt til Tiden og Tidens Mennesker og især de forbigangne Tiders Sæd og Skik paa Hav og Strand, naar fremmede Skibe forulykkede paa vore Kyster, saa forstaar man let, hvor modtagelige - ikke blot den jævne Almuesmand, men selv et Blads Redaktion -kunde være for saadanne Rygter, hvorfor de da ogsaa meget let vandt Tiltro. Thi nægtes kan det Jo ikke, at ,,Ribe Stifts­tidende” maa have troet, at der var Mulighed for, at Rygtet talte sandt, siden Bladet vilde bringe det til Torvs.
Kammerherre Grooss skrev imidlertid et skarp Dementi, og hans Ord maa staa til troende i denne Sag. Det findes I Bladet for 11. December 1843 og er saalydende:



"Forlangt indrykket"

Med ikke mindre Forbavselse end Harme har jeg I denne Tidendes Nr. 141 set - en i sig selv fejlagtig - Beretning angaaende den Ulykke, som fandt Sted her sidste afvigte 23.-
24. November, tilføjet en Bemærkning om, at efter Rygtet er Mændene herfra falden i den Grav, de havde villet grave for andre. - Da de Mænd, om hvilke Beretningen lyder, er omkomne, saa maa hin Tilsætning, fornuftigvis forstaaet, indeholde den Sigtelse, at de have haft til Hensigt at skille det skib­brudne Mandskab ved Livet, og skønt det forvorpne og hjerteløse i en saadan Ytring maa gøre Gendrivelse overflødig for enhver Retsindig, saa ved jeg dog alt for vel, hvor villig Men­nesker i Almindelighed er til at udlægge enhver god Gerning til det Onde og til at bedømme en Handling efter dens resultater, nàar dette er ulykkeligt, - til at jeg uimodsagt kan lade en saa skammelig Beskyldning hengaae.
Jeg har i over 10 Aar boet iblandt de Mænd, som gik ud til det ulykkelige Skib ,,Castle Tioram”, og jeg ved med Vis­hed og at foregaaende Erfaring, at de var villige til at vove deres eget Liv til det yderste for deres Medmenneskers Frelse. Ingen strandet Mand har I de Aar, jeg har levet her, tilsat Livet paa denne Kyst for denne Gang; og idet at flere Skibe, under lignende Forhold med ,,Castle Tioram”, er blevne bragt lykkeligt i Havn, staar dette Skib som det første Eksempel paa, at et saadant Forsøg er mislykket; men dette Uheld og den stedfundne Ulykke, laa det uden for den menneskelige Evne at forebygge; det var den højeste Styrelse, der i sin uransagelige Visdom bod: Død og Undergang.
Saaledes kunne de Mænd, som ved hin Lejlighed tilsatte Livet, mode roligt for deres store Dommer med Hensyn til deres Forhold under den Begivenhed, der bortkaldte dem, og jeg --- der hin Nat deltog i Faren med dem - vil bevare mange af disse hedengangne, simple Mænd (med den haarde Skal og den friske, sunde Kærne) i kær Erindring og stedse anse det som min Pligt at værne om Freden over deres vaade Gray.

Blaavand, den 6. December 1843.

CHR. GROOSS.”


,,Uagtet de stærke og ubeføjede Udtryk i ovenstaaende Ar­tikel, som vi for resten - rimeligvis en Følge af vor Hjerte­løshed - slet ikke kunne ændse, have vi dog optaget den, fordi vi anse det for vor Pligt at bidrage alt muligt til at ret­færdiggøre Kystboerne mod et Rygtes Beskyldning, som vi have antydet i Udtryk, der af Hr. Kammeraad Grooss er for­staaede alt for bogstaveligen. Rygtet er ikke udgaaet fra Os, og vi haabe, at den Mand, der har bragt det hertil, tager sin Del af den Dadel, der falder paa os. At vor Hentydning var mindre vel betænkt,kunne og ville vi ikke nægte, og dog, er det ikke bedre, at Rygtet blev offentligt berørt og gen­drevet, om det nu er, end at det skulde liste sig uigendrevet omkring i Landet? R E D A K T I 0 N EN.”





Til slutning

skal jeg kun bemærke, at der I Kirkebogens Anmærkningsru­brik findes følgende Tilføjelse: ,,Alle de fra Nr. 5 til 26 (Kirke­bogens Løbenummer) anførte døde forulykkede i en Storm paa Havet, efter at de den 23. November i Forening med alle de andre Fiskere fra Oksby, Blaavand og Vandflod var gaaede ud for at komme et omdrivende Skib til hjælp. Forsaavidt de er fundne, er de begravede de anførte Dage.”
3 er, som det vil ses, begravet i November samme Aar og 8 i December, 1 i Marts 1844 og 2 i September 1844. Endelig er 1 begravet i Februar og 1 i Juli 1845. For de øvriges Vedkommende findes ingen Begravelsesdatum anført, hvorfor de rimeligvis har faaet deres Grav paa Bunden at det Hav, der saa tit for de henfarne Slægter har sunget sin Døds­sang, medens det som en rasende Kæmpe slyngede Kaskader at Vand ind mod Land og kastede omkring med Søfolkenes Fartøjer, som var det Legetøj.

  Begivenheder i hans liv:

• Beskæftigelse: Gårdmand og Fisker.

• Beskæftigelse: Sognefoged i Oksby.

Bertel blev gift med Else PEDERSDATTER, datter af Peder JESSEN og Anne Nielsdatter GADE, den 20 Apr. 1835 i Oksby Kirke. (Else PEDERSDATTER blev født den 11 Mar. 1802 og døde den 21 Feb. 1874.)